Sådan skriver du den gode e-mail - tips og tricks fra vores copywritere

Mange virksomheder har ikke fokus på tekstforfatningen af deres nyhedsbreve eller automatiske e-mails. 

Og det en stor fejl. 

For det er i mange tilfælde tekstforfatningen, der afgør, om din e-mail overhovedet bliver åbnet. Det er også teksten, der sørger for, at din subscriber læser hele vejen ned til bunden af e-mailen, hvor din call-to-action ofte gemmer sig. Og kan du ikke fastholde deres interesse længe nok til, at de får slutningen med, bliver din e-mailmarketing ligegyldig.

Men vi forstår godt, hvis du enten bevidst eller ubevidst har nedprioriteret den her del. Det kræver nemlig, at du har tiden og kompetencerne til at gennemtænke hver tekst. At du kan fortælle overbevisende historier, som giver subscriberen lyst til at læse videre. Og at du er i stand til at formulere dig i et fejlfrit sprog og i en autentisk tone, så du fremstår troværdig.

Og det er ikke bare liiiige..

For at hjælpe dig på vej har vores egne copywritere samlet 3 råd, du bør bruge som vejledning næste gang, du skal skrive en e-mail:


1) Begræns mængden af budskaber

Skal du fange og fastholde din modtagers opmærksomhed, bør du kommunikere så klart og tydeligt som overhovedet muligt - og gerne kun med ét budskab. Det betyder, at når du sætter dig ned for at skrive din e-mail, skal du allerede have lagt en plan for, hvad du vil fortælle. Og du skal sørge for, at det vigtigste bliver fortalt allerede i starten af din e-mail.

Når du har bestemt dig for et budskab, skal det gå igen i både din emnelinje, preheader, i selve e-mailen og din call-to-action. Så er din modtager nemlig ikke i tvivl om, hvad du vil have dem til, og de mister ikke fokus undervejs, fordi du blander flere budskaber ind i teksten. 

Et andet tip til at holde modtagerens fokus er at gøre teksten letlæselig - eksempelvis ved at fremhæve vigtige pointer med fed eller kursiv skrift, skrive tal i stedet for tekst og inddele teksten i korte afsnit.


2) Gør teksten personlig og relevant

Uanset hvem du henvender dig til, skal du gøre teksten så personlig, nede på jorden og relevant som mulig. 

For det virker! 

Selvfølgelig skal din tekst også passe til virksomhedens tone of voice, men personligt er heller ikke lig uprofessionelt - tværtimod. Jo mere nærværende og relevant, du formår at gøre teksten for modtageren, desto større er chancen for, at de kan identificere sig med budskabet og vil interagere med det. Det handler altså grundlæggende om at kende den målgruppe, du skriver til. 

Et tip er at henvende dig direkte til modtageren ved at stille et spørgsmål i teksten eller emnefeltet. Det øger chancen for, at du fanger deres opmærksomhed og, at de interagerer med dit indhold.

3) Undgå at skrive 'spamsk'

Hver dag bliver der sendt milliarder af e-mails verden over, og af dem udgør spam en stor del. De forskellige e-mailplatforme gør alt, hvad de kan for at skåne deres kunder og har derfor nogle bestemte triggers, der medvirker til, at en e-mail bliver smidt i spamfilteret. 

Der vil du ikke ende. 

Men det kræver, at du har styr på et par ting. Én af dem er de ord, du bruger. Du skal så vidt som muligt kende til og undgå de såkaldte spam-ord. Det omfatter bl.a. ord som “penge”, “gratis” og “lån”. 

Men ordene alene er ikke med til at udløse spamfiltret - en anden trigger er nemlig måden, du skriver ordene på!

Hvis du for eksempel gør meget brug af CAPSLOCK, hvis du bruger en masse udråbstegn!! og spørgsmålstegn??, hvis du skriver ordene med M E L L E M R U M, eller hvis du udskifter b0gst4ver med t4l, kan du også risikere at udløse spamfiltret. 

OBS. Er der situationer, hvor du ikke kan undgå at bruge et spam-ord, skal du ikke panikke. Så længe dit design, billeder og domæne er håndteret korrekt, kan din e-mail stadigvæk lande trygt i indbakken hos din modtager. Men sørg altid for at teste det af!

Men tekstforfatning er meget mere end bare at skrive…

En god e-mailtekst kræver et dybt kendskab til dit brand, din målgruppe, dine unique selling points og til e-mailkanalen. Vores databank hos Ackermann gemmer på insights fra flere millioner datapunkter, der fortæller os, hvordan vi får folk til at åbne og klikke i e-mails, og den viden gør vi brug af, hver eneste gang vi skriver en e-mail for vores kunder. 

Og så spørger vi altid os selv: Ville du have lyst til at åbne e-mailen ud fra det, du har skrevet?


Læs videre 🤓