En rigtig god designet e-mail: Pilgrim

Det er nemmere sagt end gjort - for selvom du ofte læser, hvordan en god e-mail bør se ud, ved du så egentlig, hvordan sådan én reelt kan se ud?

Det kan du snart. 

For i disse blogindlæg dykker vi ned i konkrete e-mails og fortæller om designet; hvad der fungerer og hvad, der kunne være endnu bedre. I dette indlæg har vi valgt at fremhæve en kampagnemail fra Pilgrim.

Først lidt om Pilgrim

Smykker designet i Danmark lavet med hjerte, hånd og sind…

Sådan beskriver Pilgrim sig selv! Vi tænker ikke, at brandet behøver nogen større introduktion, dog vil vi alligevel citere, hvad de skriver om dem selv og associationen til en Pilgrimsrejsende: “... Pilgrimmen har en ærlig og autentisk tilgang og ændrer og udvikler sig hele tiden for at blive den bedste version af sig selv uden at undervurdere værdien ved det ukendte”.

Brandet byder indenfor i et smykkeunivers, som er på forkant med den internationale smykkescene og lægger op til en særlig hverdag for alle, som vil med på rejsen og bære smykker, som de kan udtrykke sig med. For Pilgrim er det også vigtigt at tage ansvar og bevæge sig i en mere bæredygtig retning, selvom de er en del af modeindustrien. Dette er en lang proces, som brandet adresserer step for step og løbende implementerer nye initiativer for at imødekomme en mere ansvarlig fremtid. F.eks. er mere end 60% af alle smykker lavet af min. 75% genanvendte materialer.


Deres univers inspirerer til et frihedens sted uden kassetænkning, der giver alle mulighed for at være præcis dén, de gerne vil være - og denne inspiration kommer tydeligt til udtryk i deres e-mailunivers.

Vi vil gerne fremhæve en kampagnemail, som er et postkort fra Dajana, som vi følger gennem hendes sommerdestinationer, hvor hun inspirerer til, hvordan man kan style smykker og samtidig viser sine favoritter. Mailen er visuelt meget stærk og samtidig meget enkel, hvilket bekræfter at sometimes less is more:

Design

• Først og fremmest; grafikken! De to sammensatte og håndskrevne postkort, som ligner de er blevet klippet og klistret på, giver den ultimative følelse af personlighed og et helt unikt look. Det er ikke noget der kan gengives eller findes noget andet sted, og det lader Dajanas personlighed skinne tydeligt igennem!

• Billedvalget er med til øjeblikkeligt at sætte en stemning for resten af mailen, og man gribes hurtigt af den her sommerstemning og tages i hånden og med på Dajana’s rejse.

• “Keep it simple, stupid”. Den sætning kender de fleste, der arbejder i et kreativt fag. Og det er noget, som Pilgrim lykkes rigtig godt med her. Designet er enkelt men stadig til den stilfulde side, hvilket giver et indtryk af high end-smykker i høj kvalitet.

• De vil gerne inspirere gennem deres smykker til at gøre op med det kassede look, og det er de godt på vej med i den her mail, hvor der bliver leget med former, mønstre og strukturer, som skaber blikfang og giver en lag-på-lag effekt.

• Mailen er enormt overskuelig at scrolle igennem, da ratioen mellem billede og tekst er afstemt rigtig godt.

• Som kommunikationskanal er e-mailen en god forlængelse af deres visuelle identitet og stil, som ses på hjemmesiden, og som modtager afkoder man hurtigt, at afsenderen er Pilgrim.

Hvad kunne være bedre:

• De skriver på engelsk - og det forstår vi godt. Alt lyder federe på engelsk. Problemet er bare, at data viser, at e-mails performer bedre, når de bliver skrevet på modersmålet for det marked, de bliver sendt til. Derfor vil vi altid opfordre en virksomhed, der f.eks. skal sende til danske subscribers, at skrive på dansk.

• CTA-knappen… Den aligner rigtig fint med deres stil og layout, men forsvinder en smule i mailen. Vi kunne godt have ønsket, at kontrasten var større, så den tonede mere frem og var mere iøjnefaldende.

Er du på udkig efter mere inspiration? 👀

Så kan du besøge denne side. Her sætter vi nemlig også løbende lækre e-maildesigns ind, som du kan finde inspiration i til din næste e-mail.

Læs videre 🤓