5 spændende e-mailmarketing trends i 2021

Hvad kommer der til at ske med e-mailmarketing i 2021? Det har vi sat os for at finde ud af. Vi har kigget på nogle af de spændende trends og udvalgt vores bud på dem, vi tror der kommer til at dominere e-mailkanalen i 2021.


Sikken et år 2020 har været. Intet blev, som vi forventede de fleste af os har måtte finde nye måder at tilpasse os og vores nye hverdag på.

Og selvom vi klart havde været pandemien foruden, så har vi som e-mailnørder i år interesseret kunne se med, mens flere og flere virksomheder har investeret i e-mailmarketing. Og nu hvor et nyt år er startet, kommer vi - traditionen tro - med vores bud på, hvad vi kan forvente os af e-mailmarketing i det kommende år.


Trend nummer 1: Hyper-personalisering

I 2020 snakkede vi om at vi ville se meget mere personalisering i e-mailmarketing. Og det viste sig at holde stik!

I år forudser vi at det kommer til at handle om hyper-personalisering; mikro-segmenter baseret på din subscribers lokation, tidligere køb, interesser, adfærd m.m. Du kan både lave individuelle flows til dine mikrosegmenter, men endnu smartere er det, hvis du arbejder med en e-mailplatform, der tillader dig at lave dynamisk content. Altså, blokke som skifter alt afhængig af hvilket segment, subscriberen tilhører. På den måde behøver man ikke lave en masse forskellige e-mails, men man kan blot lave forskellige blokke til den samme e-mail. Vi forudser derfor også, at flere virksomheder kommer til at indsamle og bruge den data, som deres subscribers afgiver. Den er nemlig afgørende for, at hyper-personalisering kan lade sig gøre.

Trend nummer 2: Rene tekst-mails

Enkle, personlige og rene tekst-mails - fuldstændig som dem du og din kollega sender til hinanden. Dem tror vi, at du kommer til at se flere af fra virksomheder også.

“Men hvorfor? Vil man som virksomhed ikke gerne skille sig ud med et flot design og opmærksomhedsskabende GIF’er?!”

Jo! Og vi siger bestemt heller ikke, at e-mails med flot design forsvinder nogle steder hen. Men svaret gemmer sig faktisk i den første sætning af dette afsnit: Rene tekst-mails er personlige. Vi forbinder dem nemlig netop med at være den slags e-mails, som vi sender til kollegaer, venner eller familie. Rene tekst-mails kan derfor også være et strategisk værktøj til at kommunikere til ens subscribere på et mere personligt plan, end man normalt gør. Det kunne f.eks. være en e-mail fra stifteren af virksomheden, som skriver direkte til subscriberen. Som med alt andet i livet så er det selvfølgelig vigtigt ikke at overbruge metoden, men det kan klart være til din fordel at tænke rene tekst-mails ind i dit e-mailsetup. Og det tror vi også på, at mange flere virksomheder kommer til at gøre her i 2021.

Trend nummer 3 - Flere interaktive e-mails

Vi har allerede set lidt til interaktive e-mails (F.eks. AMP = Accelerated Mobile Pages) sidste år, og den eneste grund til, at vi ikke har set mere til det, er, at der stadig er rigtig mange e-mailklienter, der ikke kan håndtere det.

Men det er altså kun et spørgsmål om tid!

Vi håber på, at 2021 bliver året, hvor flere klienter vil åbne op for muligheden for interaktive e-mails. Og så skal du bare se! Så kommer der en overflod af spørgeskemaer i e-mails og karrusel-visning af produkter, og vi glæder os helt vildt til at se, hvad det har af resultater for e-mailmarketing. Vi forventer os nemlig store ting af interaktive e-mails, da man jo i princippet skærer en masse trin fra i en subscribers købsrejse - og jo færre skridt mod et køb, desto flere køb. Det er i hvert fald vores hypotese - og vi glæder os til at se, om ikke den holder stik.

Trend nummer 4 - Flere vil investere i e-mailmarketing

Selvom vi naivt håber, at vi lægger al dårligdom fra 2020 bag os, så må vi desværre nok sande, at pandemiens konsekvenser stadigvæk vil spøge i 2021 - på den ene eller den anden måde. Og dem skal mange virksomheder stadigvæk forsøge at navigere i.

En af de retninger, som vi forventer, at de vil gå i, er mod e-mailmarketing. For uanset, hvordan du vender og drejer det, så er e-mailmarketing den marketingkanal med størst ROI (Return Of Investment). Generelt på globalt plan har e-mail en ROI på 42:1 (altså, du tjener 42 dollar per brugt dollar), og derfor giver det selvfølgelig rigtig god mening, at flere virksomheder investerer mere i deres e-mailmarketing.

Trend nummer 5 - Flere mikro-konverteringer

Fordi vi tror, at flere virksomheder vil investere i deres e-mailmarketing, så forventer vi også, at flere virksomheder bliver mere intelligente omkring deres strategi.

For som det ser ud nu, så er der faktisk stadigvæk en lang række virksomheder, der udelukkende kommunikerer nyheder (Fx. “Tillykke til jubilaren - Mette har været ved os i 50 år!”). Og selvom det jo er en ganske hyggelig e-mail at modtage, så er der meget mere potentiale at hente.

Og det tror vi, at flere virksomheder vil gøre i 2021 - F.eks. ved brug af mikro-konverteringer!

Når vi siger ‘mikro-konverteringer’, så mener vi konverteringer, som ikke bare er “Køb her”. Vi tænker i stedet på at få subscribers til at skrive sig op til en SMS-liste, en CTA med “Vi savner dig hos os - kom og sig hej” eller noget helt tredje. Mange flere små situationer hvor man prøver at re-engagere subscriberen på en relevant og ny måde.

Vi arbejder selv meget med mikro-konverteringer og kan tydeligt se, at de har en enormt positiv effekt på vores kunders e-mailmarketing. Mikro-konverteringer er nemlig en blødere konvertering og derfor ikke lige så svær at overbevise en subscriber om. Det er heller ikke noget, som subscriberen har set så tit førhen. Det virker derfor nyt og spændende, hvilket altid er effektivt, når man vil fange deres opmærksomhed. Vi glæder os meget til at se, hvilke mikro-konverteringer de danske virksomheder kommer til at finde på i 2021.

👋 til 2020

Vi ved ikke med dig, men vi er så klar til at sige farvel til 2020 og sige goddag til et nyt år med nye, spændende trends og udfordringer - og forhåbentlig meget mindre pandemi. Og så glæder vi os selvfølgelig til at se, om vi får ret i vores forudsigelser!

Godt nytår 🥂

Læs videre 🤓